Jeg vil gerne begynde med at fortælle om en dag i min graviditet med min yngste datter Klara.
Jeg, min mand og vores ældste datter Luna vågnede om morgenen og spiste morgenmad sammen. Luna fik tøj på og blev gjort klar til vuggestue, og hun og min mand cyklede afsted mod arbejde og vuggestue. Selv skulle jeg på studie, men skulle møde hen ad formiddagen, så jeg havde god tid til at gøre mig klar og komme afsted. Da jeg stod foran spejlet med bar mave og børstede tænder, lagde jeg mærke til et lillebitte strækmærke nederst på min mave. Så lille, at jeg var i tvivl, om det rent faktisk var et strækmærke, men stort nok til bogstaveligt talt at ødelægge resten af min dag. Jeg fik ingen strækmærker på maven i min første graviditet, og var, når jeg ser tilbage, underligt glad for det - næsten stolt af det. Efter min frygtelige opdagelse brugte jeg lang tid på at lave strækmærkerelaterede søgninger på Google, nærstudere det lille mærke, som sad akavet nederst på min mave og generelt bare bekymre og ærgre mig rigtig meget. Jeg kom ud af døren lidt for sent, så min bus, da jeg stod på den modsatte side af vejen, løb ud for rødt lys med tankerne et helt andet sted. Jeg nåede bussen, og sad i den i 45 minutter(!), før jeg opdagede, at det ikke var den rigtige bus. Det lillebitte strækmærke fyldte stadig hele min bevidsthed, men jeg kom af ved det næste stop og fik mig selv fragtet tilbage til et stoppested, hvor jeg kunne komme med den rigtige bus. Jeg var halvvejs i panik over mit åndssvage stunt OG over mit endnu mere åndssvage strækmærke, så jeg ringede til min mand, og brød sammen i gråd (jeg kan ikke udelukke, at der ikke har været nogle hormoner, der også har spillet ind her). Den forkerte bus og at jeg ville komme en time for sent til forelæsning var træls, men strækmærket fyldte det meste af min grådkvalte samtale med ham. Resten af dagen var jeg kun i mit hoved, tjekkede strækmærket i spejlet, når jeg gik på toilettet, og fik selvfølgelig min mand til at nærstudere det (mange gange) og give mig sin vurdering af det i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Ovenstående fortælling lyder helt, helt vanvittig nu, men det var så virkeligt for mig. Jeg var virkelig ked af det strækmærke og måtte arbejde meget aktivt med mig selv for ikke at lade mig gå på af det de efterfølgende dage. Det lille strækmærke fik selskab af en række (små) strækmærker, som stadig ses, ja, men som også allermest ligegyldige, næsten et lidt hyggeligt minde om min anden graviditet. Måske vil jeg forsøge at smøre dem med noget, når jeg ikke ammer længere. Måske.
Jeg er klar over, at der findes strækmærker, som er både store og smertefulde, og det er naturligvis en helt anden historie, men jeg synes, at det er skræmmende, hvor meget og hvor negativt det påvirkede mig at opdage et strækmærke på min andengangsgravide mave i uge 32. Jeg havde aldrig selv gættet på, at det ville have så stor betydning inden, og når jeg ser tilbage, virker det helt skørt. Ikke desto mindre tror jeg, at det for mange gravide er et ret stort emne. Vi både frygter det og forsøger at forebygge det med creme, olie, massage, masker.
Forestillingen om perfekt, glat hud uden bumser, rynker, folder, strækmærker osv. fylder trods modreaktioner virkelig meget i mediebilledet, og produkter mod strækmærker er vel nærmest et marked i sig selv. Derfor fylder det naturligt også meget i hovedet på forbrugeren, den gravide. En hurtig søgning på Google resulterer i side efter side med opskrifter på, hvordan du forebygger, fjerner, mindsker, slipper af med strækmærker - men også en side på sundhed.dk, der fortæller, at op mod 90% af gravide kvinder oplever strækmærker, og at der ikke findes en effektiv, dokumenteret behandling af dem. Alligevel var jeg ret religiøs med at smøre maven ind i begge graviditeter. Det føltes rart at gøre et eller andet, og ikke desto mindre bliver huden jo strukket vældig meget ud og kan føles både tør og kløende under graviditeten, så ekstra fugt og pleje vil under alle omstændigheder være et en god idé.
Ønskescenariet ville være en større accept af de strækmærker, som er så almindelige og uskadelig. At vi passer godt på huden på maven, når vi er gravide. Smører den med solcreme i solen, en god olie eller creme for at pleje den, og ellers bare slutter fred med strækmærkerne, måske endda lærer at holde lidt af dem for hvad de er; et minde om en graviditet. Men jeg kunne ikke lade være med at undersøge det, kigge lidt mere rundt. Er der virkelig ikke noget, der virker?
Den bedste løsning for mig selv var at smøre med ren økologisk koldpresset hybenkerneolie, som indeholder A-vitamin, der skulle have nogen dokumenteret effekt mod ar. Det var simpelt og nemt at få fat i og så gjorde jeg noget. Olien er orange og smitter ret meget af, så pas på med hvide lagner, håndklæder og kjoler.
Anette fra bloggen Beautyspace stoler jeg på og vender altid tilbage til, når det handler om hudpleje. Hun har skrevet dette indlæg, hvor hun skriver lidt om, hvad der virker mod strækmarker - i en aller anden grad. Desuden har hun også skrevet dette indlæg om Bio-Oil, der for mange er et go to-produkt under graviditet. Jeg bliver altid klogere, når jeg læser med på Beautyspace, og i en jungle af produkter og anmeldelser er bloggen for mig et anker, jeg ofte vender tilbage til.
Gode, fugtgivende, simple olier og cremer er dog altid dejlige. Jeg elskede (og elsker) disse til både maven og resten af kroppen:
Pas på jer selv, maven, den lille indeni, huden udenpå. Smør den, eller lad være, hvis den føles blød og fin - umiddelbart har strækmærker deres eget liv og er ikke lige sådan at smøre væk.