En sommerferie er gået, og mere eller mindre ufrivilligt har mine skriverier stået stille. Mangel på tid er ingen undskyldning. Tværtimod har der været meget mere af den slags tid, hvor jeg kunne have haft mulighed for at sætte mig med min computer og nogle ord. I stedet har jeg strikket og malet møbler, ryddet op og ryddet ud og holdt sommerferie med min mand og mine piger. Og været nogens fødselshjælper. Min bedste venindes endda, og det var den vildeste og smukkeste oplevelse og noget helt, helt andet end at være “den” selv - den der føder altså. Jeg har tusind tanker om oplevelsen, om at være fødselshjælper, at opleve en fødsel udefra og alt hvad det bragte med sig af følelser for mig (mange!), og nogle af de tanker vil jeg gerne dele her, med jer. De er ikke tænkt til ende, og der er flere aspekter, men det er et emne, som jeg synes er relevant og påtrængende; mandens rolle i en fødsel.
Siden jeg selv fødte, både første og anden gang, har jeg tænkt meget på, hvordan det mon måtte være at være manden -faren - i sådan en fødselssituation. Jeg havde så svært ved at forestille mig fødslen udefra og har nok også tænkt, at de har det ret let, mændene. De står der ved siden af med en våd klud og et glas saftevand i nogle timer, og så plopper der et lille mirakel ud til dem; nemt! På den anden side har jeg også forestillet mig frustrationen ved ikke at kunne gøre noget, sådan rigtigt. Magtesløsheden.
Nu har jeg jo ikke prøvet at være en mand under en fødsel eller at se den, jeg elsker allermest, lide, MEN jeg har stået der ved siden af, ja, med en våd klud og et glas saftevand og set udtrykket i en mands ansigt, da han ikke kunne gøre mere for hende, og jeg tror, at magtesløshed er et vældig godt ord at beskrive hele den situation med. Situationen var overvældende og følelsesladet nok for mig, og jeg havde endda den fordel, at jeg vidste, hvor ondt det gjorde, hvor lidt man til tider tror på det, hvor sindssygt det føles, hvor meget man kan have lyst til at give op, så jeg havde mulighed for at gøre nogle ting, sige nogle ord, der talte bare en smule ind i den fødendes oplevelse, tillader jeg at bilde mig selv ind. En mand har ikke mærket det på egen krop, kommer aldrig til det, og uanset hvor medfølende han er, hvor engageret han har været i graviditeten, hvor mange veer han timer, hvor træt han er osv., kommer han ikke til at forstå smerten eller de ting, der går gennem en fødendes hoved. Under min venindes fødsel tænkte jeg mange gange, at jeg ville ønske, at jeg kunne give hende en pause, tage bare nogle få veer for hende, lade hende få ro, og hvor stort et ønske må det ikke være for manden? På en måde er der en større kontrol i selv at være den fødende - selvom kontrol måske ikke umiddelbart er ord, de fleste fødende vil nikke genkendende til - du kan gøre noget, du mærker fremgangen, de tiltagende veer, du arbejder, og dit arbejde giver mening.
Hvis min oplevelse rent faktisk har givet mig en indsigt i fødselsoplevelsen for manden, er min respekt og forståelse for de mænd, der står ved deres kæresters side og holder i hånden og giver saftevand og hepper og masserer, blevet anderledes og større. Det er ikke en fysisk udfordring, men en mental, af kaliber - og måske kunne man forberede mændene bedre på den oplevelse? Så de kan stå stærkere i den og være en troværdig og stabil støtte for deres fødende kvinder.